onsdag den 6. april 2016

Nem opskrift på lækre, luftige rosinboller

 photo Rosinboller 4_zpsfyqic1fe.jpg
 photo Rosinboller 2_zps7eic6irb.jpg photo Rosinboller 3_zpswmzzo3qo.jpg
Rosinboller minder mig om barndommen, da man gik med sine forældre i bageren, og så fik man lov til at få en af tebollerne med rosiner, mums filibabba. Jeg ved ikke helt hvorfor, men her på det seneste har jeg bare haft en enorm lyst til rosinboller; så jeg har bagt og bagt og bagt næsten hver uge, fordi de her boller holder nærmest kun en uge -hjemme hos min familie i hvert fald ;)
 
Så jeg tænkte, at jeg ville dele denne enormt nemme og lækre opskrift på rosinboller med jer.



Opskrift på cirka 20 rosinboller

Du skal bruge:
En skål og evt en røremaskine -jeg bruger en røremaskine, da jeg finder det nemmest, og det fungerer også fint med bolledej.

5 dl lillefingervarmt vand
100 gram gær
2 æg
125 gram sukker
100 gram blødt smør
1 tsk salt
1 tsk kardemomme (giver lidt smagen af en krydderbolle)
900-1000 gram mel (alt efter hvor tør eller våd din dej er - prøv dig frem)
5 store håndfulde rosiner (kan selvfølgelig varieres alt efter dit eget behov)

Du skal gøre:
Hæld det lunkne vand op i skålen og rør gæren ud i det. Put herefter æggene i og rør rundt. Kom sukkeret, det bløde smør, saltet og kardemommen op i skålen og rør rundt igen. Put de 900 gram mel og rosinerne i dejen og rør rundt. Hvis dejen stadig er for klistret, kan du herefter putte de resterende 100 gram mel i - dejen må endelig gerne være stiv og ende med ikke at være alt for klistret.

Put et viskestykke over dejen, og lad den hæve i cirka 20 minutter -imens kan du finde 2 bageplader frem og evt vaske de beskidte redskaber op ;)

Form herefter dejen til boller på bagepladerne. Jeg plejer at tage cirka en håndstørrelse dej op for hver bolle; hver opmærksom på at bollerne hæver meget inde i ovnen. Put herefter viskestykker over bollerne, da de skal hæve cirka 20 minutter igen.

Tænd ovnen på 200 grader, almindelig ovn. Bag hver af pladerne for sig, cirka i midten af ovnen, i cirka 17-22 minutter. Du kan evt tjekke undervejs ved at banke med en finger på bollerne og mærke, om de lyder 'hule'.

Tag herefter bollerne ud og lad dem køle af på en bagerist. De nydes faktisk bedst, når de er lidt lune, men du kan også sagtens vente og putte dem i poser, når de er kolde.


Velbekomme - de kan jo eventuelt nydes med en kop te og en god bog til ;)

 
 photo 4_zpssnhybqkb.jpg