Hjemrejsedagen startede ud med, at vi 6 danske piger på vores værelse vågnede kl 7:30, fordi vi skulle være klar til at spise morgenmad kl 9, så vi kunne tage ud at shoppe kl 10. Så efter vi spiste morgenmad tog vi u-banen ind mod Marienplatz. Allerede der på vejen hen til pladsen begynder alle at blive rigtig kede af det, da vi skal sige farvel til alle andre på nær danskerne og nordmændene, da vi deler bus ud til lufthavnen. Men mange begynder at græde, og jeg begynder faktisk allerede der at få tårer i øjnene!
Men vi tager i hvert fald ind til Marienplatz, og så gås der shop-amok! Mine to veninder og jeg havde udset os alle de gode shoppingsteder dagen før, så vi ved præcis, hvor vi skal hen! Det skal også gå tjept, fordi vi har kun knap og nap to timer, hvor vi også skal nå at købe og spise noget mad!
Vi når heldigvis at få shoppet en del, så det var dejligt!
Efter det mødes vi på pladsen igen for at tage hjem, hvor vi så tager bussen til München lufthavn.
Allerede i busturen er jeg lidt trist igen!
Men vi når hen i lufthavnen, og danskerne siger farvel til nordmændene, da de skal hen til en anden terminal. Vi skal tjekke os ind, og der går det igen galt for mig. Jeg bruger nærmest 20 min på at prøve at tjekke mig ind sammen med den danske leder, da ingen af os kan tjekke os ind. Det viser sig så, at det er fordi mit navn står anderledes i maskinen! Der står, at mit fornavn er Urd Alvang Bruun og at mit efternavn er de Neergaard! Det bliver jeg ret irriteret over, men heldigvis kan jeg nu tjekke mig ind.
Men så skal vi sende vores kufferter afsted, og jeg er ret nervøs, da min kuffert jo kun er lukket med tape. Men det går ret godt, indtil en lufthavnsdame kommer hen til mig og siger, at jeg har gjort det hele forkert og skal gøre det hele om igen. Det eneste jeg havde gjort var at stille kufferten på højkant, men det må man åbenbart ikke, så jeg skulle gennem hele processen igen! Først min ødelagte kuffert, så indtjekningen, og nu kuffertprocessen! Jeg kan virkelig ikke lide det her med at flyve nu! Men jeg får heldigvis orden på det med kufferten, og så går vi igennem Security, og så får vi lov til at gå alene rundt indtil vi skal mødes for at flyve.
Vi flyver så hjemad, og jeg er meget nervøs i flyveren, fordi inden vi letter, sidder jeg ved siden af en fremmed mand, og det kan jeg slet ikke have, da jeg i forvejen er ved at gå i panik over at skulle flyve, så jeg vil helst sidde ved siden af en som jeg kender. Det gør alle de andre EF-elver også. Jeg er heldigvis så heldig, at en af EF-pigernes sæde på rækken foran mig er ledigt, så jeg får lov til at sætte mig op ved siden af hende. Ellers går flyveturen ok, jeg hører bare musik og prøver at sove.
Så lander vi i Kbh lufthavn, hvor vi skal hen og hente vores kufferter, og så skal vi ud til vores forældre. Men da vi sidder og venter på kufferterne, skal vi også sige farvel. Det er enormt trist, da jeg virkelig gerne ville være blevet længere, så jeg begynder at græde, da vi siger farvel. Jeg troede virkelig i starten, at jeg ville grine eller sådan noget, når vi skulle sige farvel, fordi jeg bare virkelig gerne ville hjem, men det viste sig at være helt modsatte! Næsten alle af de andre græd da også, fordi det bare var så sørgeligt! Så da vi kom ud til vores forældre, græd mange af os bare mega meget, og jeg græd også hele vejen i bilen hjem. Men det var dog rart nok at se sin familie igen!
Men det viser bare, hvor god turen egentlig har været! Det har været den bedste oplevelse i mit liv, og jeg vil,l så meget gerne være blevet længere! Jeg er min faster evigt taknemmelig for at have skænket mig denne helt vidunderlige, fantastiske og spetakulære rejse!
Nu vil jeg atter sige; auf wiedersehn, for jeg vil prøve at blive ved med at blogge!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar